Af Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand, Bilag 12: Præ-accepterede løsninger for brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr, afsnit 5.1.4.4, fremgår, at alarmtransmissionen skal udføres, så der altid kan ske alarmering af redningsberedskabet via en sikker og fastfortrådet prioriteret transmissionsforbindelse eller redundante typer forbindelser, hvoraf trådløs forbindelse kun må udgøre én af forbindelserne.

Det er styrelsens vurdering, at der med mindst én sikker og kablet transmissionsforbindelse til alarmering af beredskabet opnås et forsvarligt sikkerhedsniveau. Det er dermed også styrelsens vurdering, at der med to trådløse/luftbårne forbindelser ikke kan opnås samme sikkerhedsniveau.

Udføres alarmtransmission med to trådløse/luftbårne forbindelser vil det være en fravigelse af de præ-accepterede løsninger, som skal dokumenteres. Afhængig af dokumentationsmetoden kan det få indflydelse på byggeriets brandklasse.