Swipe horisontalt for at se alle emner

Bygningsreglementets vejledning om legepladser mv.

Fold alle ud
1.

Forord

2.

Generelt

Ved ansøgning om byggetilladelse, skal der indsendes oplysning om og dokumentation for indplacering i konstruktionsklasse, såfremt det er relevant at indplacere legepladsen mv. i en konstruktionsklasse. Dette er ofte relevant, når der er konstruktionsmæssige forhold at tage stilling til i forhold til sikkerhed. Det afhænger dog altid af en konkret vurdering fra sag til sag.

Det fremgår også af BR18, § 489, stk. 4, at visse legepladsredskaber er undtaget for indplacering i konstruktionsklasse. For yderligere henvises der til afsnit 3.1.1.

Det kan være nødvendigt at vurdere de enkelte legepladsredskaber på legepladsen hver for sig, i forhold til indplaceringen. Såfremt ansøger ikke vurderer, at det er relevant at indplacere hele eller dele af legepladsen mv. i en konstruktionsklasse, skal dette oplyses og begrundes i ansøgningen om byggetilladelsen.

Hvis det er relevant at indplacere legepladsen mv. i en konstruktionsklasse, skal indplaceringen følge § BR18, kapitel 26 om konstruktionsklasser. Indplacering i en konstruktionsklasse afhænger af konstruktionens kompleksitet og konsekvensklasse (CC), samt erfaringen med konstruktionstypen.

I visse tilfælde kan der være legepladser mv., som på grund af deres udformning eller anvendelse ikke kan indplaceres i en konstruktionsklasse selvom legepladsen mv. i sin helhed skal indplaceres. I disse tilfælde skal legepladsen mv. i stedet vurderes ud fra § 489, stk. 5.

Hvis legepladser mv. bliver indplaceret i en konstruktionsklasse, eller vurderes efter § 489, stk. 5, vil dette medføre krav til statisk dokumentation.

Såfremt legepladser mv. indplaceres i konstruktionsklasse 2-4 skal der tilknyttes en certificeret statiker, jf. BR18 § 16.

For yderligere henvises der til bygningsreglementets vejledning om indplacering i konstruktionsklasser.