Ladestanderbekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i byggeloven. Herefter er det bygningsejerens ansvar at sørge for, at leve op til ladestanderbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen regulerer ikke, hvordan omkostninger til forberedelse og/eller etablering af ladestander i praksis fordeles mellem f.eks. udlejer og lejer.
Hvis en bygning opføres uden parkeringspladser, f.eks. hvis bygningen bliver opført på et campus- eller hospitalsområde, med allerede etablerede parkeringspladser, og der ikke i forbindelse med byggesagen stilles krav om etablering af parkering, så vil bygningen ikke være omfattet af ladestanderbekendtgørelsen.
Hvis der på et samlet område med flere bygninger og fælles parkeringsanlæg er flere af bygningerne, som udløser krav om etablering af en ladestander, kan ladestandere med flere ladepunkter benyttes som opfyldelse. Hvis der f.eks. er krav om etablering af 4 ladestandere, kan der etableres 2, såfremt disse hver har 2 ladepunkter. På sådanne områder kan ladestanderne godt samles i færre områder.
Hvis der opføres et parkeringsanlæg, der ikke er tilknyttet en bygning, så vil der ikke være krav om etablering af forberedelse til og/eller etablering af ladestandere.
Et uopvarmet P-hus, der ikke indeholder parkeringspladser tilknyttet en bygning, er ikke omfattet af kravene, da P-huset ikke i sig selv er omfattet af bygningsdirektivets definition af en bygning.
En bebyggelse med flere boligenheder, men uden fælles parkering er ikke omfattet af bekendtgørelsens krav. Det kunne for eksempel være en rækkehusbebyggelse, hvor hvert rækkehus har egen parkeringsplads, fx i egen carport. Hvis en rækkehusbebyggelse opføres med et eller flere fælles parkeringsanlæg med mere end 10 parkeringspladser samlet set, så omfattes parkeringsanlægget af kravene.
Hvis der opføres et fælles parkeringsanlæg i forbindelse med opførelsen af flere bygninger, for eksempel opførelsen af et parkeringshus, der indeholder parkeringspladser, som betjener flere nye bygninger, så vil de pågældende parkeringspladser tilknyttet de forskellige bygninger blive omfattet af kravene til bygningerne. For eksempel et parkeringshus med 300 parkeringspladser, der betjener tre bygninger med 100 parkeringspladser til hver bygning. To af bygningerne er kontorbygninger, mens de sidste er beboelse. På de 100 parkeringspladser tilknyttet beboelsesdelen skal der forberedes til ladestandere på alle parkeringspladser, mens der på hver af de områder af parkeringshuset er tilknyttet kontorbygningerne, skal der etableres en ladestander og forberedes på 20 parkeringspladser. Samlet set skal der derfor i det tænkte parkeringshus forberedes på 140 parkeringspladser og etableres to ladestandere.
Når der i ladestanderbekendtgørelsen står, at der skal etableres forberedelse på mindst hver femte parkeringsplads, så betyder det, at andelen af parkeringspladser, der er forberedt på skal være mindst 20 pct. Helt konkret betyder det, at man tager antallet af parkeringspladser og dividerer med 5. Hvis man ikke får et helt tal, så skal man runde op. Hvis man for eksempel har 101 parkeringsplads, så skal der forberedes på 21 parkeringspladser. Forberedelse på 20 parkeringspladser ville give 19,8 pct. af parkeringspladserne og dermed vil der ikke være forberedt på nok parkeringspladser.
Hvis en bestående bygning udelukkende benytter gadeparkering, vil bygningen ikke være omfattet af ladestanderbekendtgørelsen. Ladestanderbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på offentlige veje. Det er bygningen, der udløser krav i henhold til ladestanderbekendtgørelsen. Med ”gadeparkering” menes der parkeringspladser og -anlæg, som ikke betjener en eller flere bygninger. Det er i den sammenhæng underordnet, hvad matriklen er benævnt i BBR. Hvis en bestående bygning både benytter gadeparkering og egen parkeringsplads, vil bygningen kun være omfattet af krav om etablering af ladestander, hvis bygningens egen parkeringsplads har mere end 20 parkeringspladser.
Hvis der i forbindelse med en bestående bygning allerede er etableret en ladestander af andre årsager end ladestanderbekendtgørelsen, er der ikke yderligere krav om etablering af ladestander.
En ladestander er et brugerbetjent anlæg i henhold til bygningsreglementet. Der skal dog kun tilføres tilgængelighedsforanstaltninger, hvis parkeringspladserne som ladestanderen betjener er handicap-parkeringspladser. En ladestander der betjener en handicapparkeringsplads skal derfor være handicaptilgængelig, mens en ladestander der ikke betjener handicapparkeringspladser, ikke behøver at være handicaptilgængelig.