Bygningsreglementet stiller krav om, at bygninger ventileres, så der sikres tilfredsstillende luftkvalitet og fugtforhold. For boliger medfører dette, at der i beboelsesrum såvel som i boligen totalt skal der være en udelufttilførsel på mindst 0,30 l/s pr. m² opvarmet etageareal.

Grundluftskiftet skal tilvejebringes med et naturligt eller mekanisk ventilationssystem. Hvis ventilationen foretages med et mekanisk ventilationsanlæg, skal dette have indblæsning i beboelsesrummene og udsugning i bad, wc-rum, køkken og bryggers. Ventilationsanlægget skal desuden være forsynet med varmegenvinding.

Køkkener i boliger skal forsynes med emhætte, med regulerbar, mekanisk udsugning, afkast til det fri og have en luftstrøm på mindst 120 l/s.

I bade- og wc-rum i boliger skal der kunne udsuges mindst 15 l/s. I wc-rum uden bad og i bryggers skal der kunne udsuges mindst 10 l/s. I køkkener skal der kunne udsuges mindst 20 l/s.

Efterlevelse af krav

Et Tiny House vil opfylde ventilationskravet, hvis det opføres med mindst to udeluftventiler med et åbningsareal på mindst 60 cm² (Ø100) pr. stk. placeret i beboelsesrummenes ydervægge og mindst to afkastkanaler placeret i loftet med et åbningsareal på mindst 200 cm² (Ø160) pr. stk. fordelt med én i bade- og wc-rum og én placeret over kogepladerne. Alternativt kan afkastkanalerne forsynes med ventilatorer, der kan yde den krævede luftmængde. Bade og wc-rum samt køkken skal desuden have oplukkeligt vindue, lem eller yderdør, hvis det er placeret mod en ydervæg og have et åbningsareal mod adgangsrummet på mindst 100 cm². Se bygningsreglementets vejledning.

 Kravet om emhætte han opfyldes ved en ventilator, der kan yde en luftmængde på mindst 120 l/s og et skørt der sikrer god emfangsevne umiddelbart over kogepladerne.