Bygninger skal ventileres for at sikre, at beboere og brugere af bygninger har et acceptabelt indeklima. Ventilationen skal sikre, at der er frisk luft til brugerne, samt at fugt og andre forureninger ikke optræder i koncentrationer, der kan give sundhedsproblemer, gener for brugerne eller skader på bygningerne.
Ventilationen kan udføres ved systemer for naturlig ventilation, mekanisk ventilation eller hybrid ventilation. ”Ventilationssystemer” refererer både til naturlig ventilation, hybrid ventilation og mekanisk ventilation. ”Ventilationsanlæg” refererer alene til mekanisk ventilation, herunder den mekaniske del af hybrid ventilation. Valg af ventilationstype, samt dimensionering af ventilation skal foretages ud fra bygningens udformning, herunder rumtyper og udformning af rum, bygningens brug og bygningens belastninger i forhold til forureninger, varmepåvirkning mv.