Vejledningen er udarbejdet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST) på baggrund af en analyse udarbejdet af NIRAS og MOE1. Fra denne rapport er der desuden brugt input direkte, bl.a. tabellen med overblik over hvordan forskellige energibehov i bygningen håndteres, om end tabellen er bearbejdet af TBST.
Der har været afholdt to interessentmøder med deltagelse af en bred skare af interessenter i problemstillingen i forløbet omkring udarbejdelsen af denne vejledning. Endelig har et første udkast af vejledningen været til kommentering i samme kreds af interessenter, som har deltaget i møderne.
Denne vejledning supplerer Hospitalsvejledningen i fortolkning af reglerne angivet i bygningsreglementet og SBi-anvisning 213. Hospitalsvejledningen er udarbejdet med fokus på hospitalerne, men indeholder også fortolkninger for andre typer af bygninger, for eksempel laboratoriebygninger.
Denne udgave af vejledningen er version 2, dateret 6. december. Eneste ændringer i vejledningen er en justering af henvisninger og titel, så det passer med BR18-strukturen.
Vejledningen anvender bevidst ikke ordet procesenergi, da SKAT har en definitionsliste af hvad der er procesenergi. For ikke at forvirre begreberne er der i denne vejledning derfor ikke benyttet begrebet procesenergi. Der opereres dog i vejledningen her med begrebet ”af procesmæssige hensyn”, som henviser til hvis der etableres anlæg eller lignende, der giver øget energibehov af hensyn til en proces eller produktion i en bygning. Dette er for eksempel, hvis der af renlighedskrav i en operationsstue etableres yderligere ventilation end hvad der er behov for af komforthensyn.