Der skal gennemføres en funktionsafprøvning af vindmøllen (eller vindmølleanlægget), der etableres til eftervisning af energirammen før ibrugtagning af bygningen. Funktionsafprøvningen skal påvise, at vindmøllen har den forudsatte energimæssige ydeevne.

Relevante standarder og anvisninger

DS/EN 61400-12-1:2017
 
 
Forudsætninger for udførelse af funktionsafprøvning

Inden funktionsafprøvning udføres skal følgende være opfyldt:

Vindmølle og installationerne til vindmøllen er afsluttet
Vindmøllen er i drift
 

Målepunkter

På en dag med en middelvindhastighed større end 4 m/s og mindre end 12 m/s skal der udføres måling af vindmøllens ydelse (elektrisk effekt). Måling af ydelsen sammen med måling af vindhastigheden skal sammenholdes med vindmøllens effektkurve for at sandsynliggøre, at vindmøllen har den forudsatte energimæssige ydeevne.

Vindhastighedsmålingen foretages fx med et kalibreret anemometer monteret på toppen af en mast eller stang, der kan placere anemometeret i samme højde som vindmølle-navet. Luftstrømningen omkring vindmøllen må ikke kunne påvirke vindhastighedsmålingen. Hvis vindhastighedsmålingen ikke foretages i navhøjde skal måleresultaterne omregnes til navhøjden.

Ud fra vindhastighedsmålinger og ydelsesaflæsninger optegnes en effektkurve, som en tendenslinje for alle målepunkter. Effektkurven skal kun optegnes i det måleområde, der er foretaget vindhastighedsmålinger i.

Alternativt til ovenstående kan evalueringsmetoden beskrevet i DS/EN 61400-12-1:2017 anvendes.

 

Acceptkriterium

Funktionsafprøvningens resultat kan accepteres, hvis feltmålingerne viser en maksimal afvigelse på -20% mellem den målte effektkurve og den af producenten oplyste effektkurve. Afvigelsen skal beregnes i det målte gennemsnitlige vindhastighedspunkt på den optegnede effektkurve.

 

Dokumentation

Der udarbejdes en funktionsafprøvningsrapport, der beskriver:

Hvilke forudsætninger og forhold målingen er udført under
Målepunkter
Måleapperatur, der er anvendt som hvor og hvornår dette sidst er kalibreret
De opnåede måleresultater
Konklusion af funktionsafprøvning
Oplysninger om hvem, der har udført funktionsafprøvningen