Brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr, installeret i og ved bygninger, skal bidrage til bygningens brandsikkerhed. Valg af brandtekniske installationer skal ske under hensyn til behovet for, at:
1) Branden detekteres på et tidligt tidspunkt i brandforløbet.
2) Redningsberedskabet alarmeres hurtigt.
3) Personer i bygningen varsles, så evakuering kan påbegyndes hurtigt.
4) Evakuering af personer, der opholder sig i bygningen, kan ske på sikker vis via flugtveje.
5) En brands udvikling kontrolleres.
6) Røg og varme bortledes fra bygningen.
7) Personer i og ved bygningen kan overskue flugtveje, og at de har mulighed for at orientere sig i forbindelse med evakuering.
8) Redningsberedskabet har forsvarlige forhold under redningsindsats.
Stk. 2. Brandtekniske installationer skal projekteres og installeres, så de kan kontrolleres og vedligeholdes i hele deres levetid.