For at opnå en større grad af fleksibilitet ved indretning af affaldssystemer og mulighed for eksempelvis at indrette systemer, der passer til det konkrete byggeri i nybyggeri, blev de tidligere detailkrav om etablering af affaldsskakte i boligbyggerier på mere end tre etager ændret. Dette skete med virkning fra den 1. juli 2017, hvor de hidtidige krav blev erstattet af funktionskrav om etablering af affaldssystemer.
Ændringen medfører, at kravet ikke længere nødvendigvis skal opfyldes med en specifik løsning, men nu er et funktionskrav, der kan opfyldes med forskellige typer affaldssystemer, der lever op til hensynet til kildesortering, sundhed, komfort og energiforbrug.
Etablering af affaldsskakte vil være blandt de løsninger til bortskaffelse. Dette sker ofte i forbindelse med restaffald. Denne løsning kan vælges i det enkelte etageboligbyggeri, hvis løsningen lever op til målsætningerne og hensynene i funktionskravet.
Med indførelsen af et funktionskrav sikres balance mellem hensynet til, at alle borgere kan bortskaffe deres affald, samt fleksibiliteten for bygherrer til at vælge de løsninger, som bedst tilgodeser behovet i netop deres byggeri, herunder også hensynet til kommunernes krav til eksempelvis kildesortering.